Børne- og Ungesyn

Vi ser børn og unges forskellighed som en ressource, og udvikling af identitet sker i fællesskaber.

Vi mener, at fællesskaber er vigtige, fordi børn og unge udvikler identitet og selvværd i fællesskaber – at vores identitet og selvforståelse er skabt gennem relationelle oplevelser og kan forandres, nuanceres og styrkes gennem nye relationelle oplevelser.

Vi mener, at alle børn og unge har ret til at høre til i stærke og positive fællesskaber, hvor de kan udfolde og udvikle sig.

Vi forstår selvværd som en grundlæggende følelse af at være god nok og føle os rigtige som dem, vi nu er.

Selvværd handler om vores selvopfattelse og udvikles i værdsættende relationer til andre mennesker, hvor barnet / den unge føler sig respekteret, værdsat og får positiv opmærksomhed på initiativer, udspil og det, som optager barnet / den unge.

Vi mener, at det altid er den voksne, der har ansvaret for relationen og for at skabe udviklende samspil med børn og unge. Børn og unge kan være i vanskeligheder (i udsatte positioner), men de kan ikke være vanskeligheden. Vanskeligheder opstår i relationer – og skal løses i relationer.

Ligeværdighed betyder for os, at alle mennesker er lige værdige, og derfor skal behandles med lige værdighed.

Børn og unge har krav på at blive respekteret som de unikke mennesker, de er. De har krav på at blive anerkendt på grundlag af de forudsætninger, de har. Oplevelsen af at føle sig set, hørt og forstået er forudsætningen for at blive klar til at åbne sig for og reflektere over andre perspektiver.

Vi mener, at tydelige voksne er autentiske voksne, der formår at afgrænse sig selv og sige til og fra på en måde, så det er tydeligt for børnene, hvad den voksne står for, og som sætter klare rammer og retning for måden, vi er sammen på i aktiviteter og fællesskaber.

Der er voksne, som børn og unge kan have tillid til, og som vælger den ressourceorienterede vej med afsæt i barnets / den unges ressourcer, evner og mestringsstrategier med henblik på at give dem et stærkt fundament, et positivt selvbillede og en positiv holdning til mødet med kommende udfordringer.

De fagprofessionelle skal inddrage og aktivere forældrene i arbejdet således, at barnet eller den unge kan genkende sammenhænge i hverdagen på skolen eller i dagtilbuddet, og det liv der leves i hjemmet. Det skaber de bedste betingelser for læring, trivsel, dannelse og udvikling.

Det er veldokumenteret, at børn og unges læring, trivsel, dannelse og udvikling er tæt forbundet med kvaliteten af de samspil, barnet / den unge indgår i med de voksne omkring sig.

Børn og unge er forskellige, udvikler sig forskelligt, har forskellige erfaringer, evner og læringsforudsætninger, og derfor lærer de også på forskellige måder. Det betyder, at børn og unge skal mødes forskelligt – det handler om at skabe inkluderende og differentierede læringsmiljøer og fællesskaber, der medvirker til, at børn og unge får optimale muligheder for læring og deltagelse. Dette som forudsætning for, at de som aktive deltagere forankrer værdier og viden, færdigheder og kompetencer i egen personlighed som rettesnor til at orientere sig og handle i verden.

Den systemiske tilgang har fokus på relationerne i og mellem de forskellige systemer. Det betyder, at vi på en og samme tid påvirker og påvirkes af de systemer, vi indgår i og er en del af.

Systemteorien bryder med den lineære tilgang, hvor man leder efter årsag og placering af skyld. I et systemisk perspektiv er vanskeligheder kontekstuelle og situerede. Barnet/den unge ses som værende i vanskeligheder. Som fagprofessionel vil man være optaget af kommunikation, relationer og samspillet med omgivelserne.

Det betyder, at den fagprofessionelle skal:

• Tage ansvaret for udvikling af positiv relation
• Være nysgerrig og undersøgende ift. mønstre og sammenhænge fremfor forklaringer
• Være optaget af relationer og kommunikation mellem mennesker fremfor deres karaktertræk
• Være optaget af at forstå barnet/den unge i dets kontekst
• Overveje og reflektere virkninger af egne ord/handlinger
• Have fokus på helheder
• Være optaget af, hvad der sammen kan skabes fremadrettet

At blive mødt anerkendende er helt essentielt og afgørende for både trivsel, læring, udvikling og dannelse.

Anerkendelse bidrager til at barnet/den unge styrkes i dets forhold til sig selv, i dets selvværd, ligesom anerkendelse understøtter udvikling af tillid til at egne oplevelser og tanker er gyldige. Anerkendelse retter sig altid mod personens væren og ikke mod personens handlinger. Vi anerkendes, for det vi er, og ikke det vi gør. Vores handlinger knytter sig til ros.

Det betyder, at den fagprofessionelle skal:

• Respektere barnets/den unges oplevelse af situationen
• Sætte sig ind i den barnets/den unges forståelse og tænkning
• Kunne se ”bag” om adfærd og forstå intentionen.
• Kunne se mestringens afsæt
• Være opmærksom på at inddrage barnets/den unges behov og ønsker
• Tage højde for barnets/den unges grundvilkår, udfordringer, ressourcer og erfaringer
• Reflektere brugen af definitionsmagt

Med en ressourcefokuseret tilgang er fokus på barnets/den unges ressourcer, det vil sige det, som barnet/den unge kan og kan lære. En adfærd som umiddelbart ses som problematisk, skal ses som et udtryk for barnets/den unges bedste bud på mestring af en svær situation. Med en ressourcefokuseret tilgang kortlægges, hvilke færdigheder barnet/den unge allerede har, og hvilke færdigheder han/hun endnu ikke har lært, men har brug for at lære.

Det betyder, at den fagprofessionelle skal:

• Møde barnet/den unge med, at de altid gør det bedste, de kan
• Være nysgerrig på: hvad skal der til for at…?
• Undersøge hvad der fungerer for barnet/den unge i de forskellige arenaer barnet/den unge færdes i
• Stille skarpt på de ressourcer og potentialer, der er til stede, finde udviklingsstier og muligheder
• Vurdere ressourcen ud fra barnets/den unges grundvilkår
• Støtte barnet/den unge i at få øje på ressourcer
• Have et fokus på at skabe udvikling med afsæt i ressourcer og kompetencer – at skabe små sikre succeser

Grundlæggende for den narrative tilgang er en forståelse af menneskets identitet som bestående af fortællinger. Ethvert udsagn og enhver historie vil altid være en lille del af en større fortælling, der endnu ikke er færdigformuleret, men som skal „fortælles frem“. Vi er altid mere end…

Som fagprofessionelle må vi lytte efter og spørge til små unikke hændelser og undtagelser, som mulige indgange til at udvide og forstørre alternative historier og mere righoldige beskrivelser. Som fagprofessionelle skal vi være optaget af at forandre de historier, der fungerer som negative definitioner på barnet/den unge, ved at lægge mærke til og italesætte undtagelser fra problemhistorien, da det er med til at tykne både relationen, barnets/den unges selvfølelse og skabe en ny mere righoldig fortælling. Centralt i narrativ praksis er; at vi forandrer os i fællesskab med andre – og forandringen indtræder, når andre lægger mærke til den og italesætter det.

Sproget har en særlig kraft til at forme og styre menneskets oplevelser samt en betydning for, hvordan en oplevelse huskes og gengives. Vi navngiver virkeligheden med sproget, og måden vi fortæller på, og det vi vælger at fortælle om, er med til at skabe forestillinger om os selv, om andre og hvad der kommer til at ske. Antagelsen er, at sproget ikke kun er beskrivende, det er også skabende og handlende.

Det betyder, at den fagprofessionelle skal:

• Have en bevidsthed på sprogets skabende magt og dermed hvordan vi italesætter og giver mening til noget ved hjælp af sproget
• Anvende et ressourcefokuseret sprog, der åbner for andre tanker, udviklings- og læringsmuligheder
• Lytte efter og spørge ind til undtagelser
• Italesætte det, der virker
• Være bevidst om egne tanker og forforståelser og deres indflydelse på kommunikation og relation